Foredrag

Hos Hairing Begravelse tilbyder vi foredrag og undervisning med udgangspunkt i bedemandsfaget.

 

Vores arbejde bygger på mange års erfaring, stor faglig viden og et dybt menneskeligt engagement. Kevin og Lone har hver deres baggrund og indgangsvinkel til faget, men deler samme ønske, at skabe forståelse, tryghed og omsorg i en af livets sværeste perioder.

 

Lone har en baggrund fra hjemmeplejen, hvor hun gennem sit arbejde oplevede, hvor stor betydning nærvær og kontinuitet har for både den enkelte og de pårørende. 

Her opstod ønsket om at kunne følge familierne videre i tiden efter et dødsfald. Selvom døden ofte indtraf som følge af alderdom, var sorgen stadig tung og livsforandrende for de efterladte. Denne erfaring tog Lone med sig ind i bedemandsfaget, hvor hun i dag har holdt mange foredrag rundt om i landet med fokus på sorg, omsorg og det menneskelige møde.

 

Kevin har mange års erfaring fra brandvæsnet, hvor han har været i aktiv tjeneste og på tæt hold har oplevet pludselige og uforstående tab som følge af brand, færdselsuheld og andre ulykker. 

Her opstod behovet for ikke kun at være til stede i det akutte øjeblik, men også i tiden bagefter, dér hvor familierne står tilbage med chok, sorg og mange ubesvarede spørgsmål. Det førte Kevin ind i bedemandsbranchen, et valg han aldrig har fortrudt. For ham handler arbejdet om at give familierne en værdig og tryg afsked, når verden for en stund føles mørk.

 

I vores foredrag inddrager vi både fortiden og nutiden som bedemænd. Der bliver delt ærlige fortællinger fra det virkelige liv, nogle triste, andre varme, humoristiske og tankevækkende. Ikke alt er fastlagt på forhånd, for dialogen med deltagerne spiller en vigtig rolle. 

Der er altid plads til spørgsmål, og ofte udvikler foredraget sig i nye retninger undervejs, præcis som bedemandsfaget selv, der sjældent følger en fast plan.

Vi tilbyder også undervisning i bedemandsfaget, hvor vi gennemgår hvordan og hvorfor man gør, som man gør. Her kommer vi ind på lovgivning, etik, grænserne mellem det tilladte og det forbudte samt de svære valg, man som bedemand nogle gange må træffe. Undervisningen giver et åbent og ærligt indblik i en branche, som for mange kan opleves lukket og utilgængelig.

 

Derudover har vi udarbejdet omfattende materiale og skrevet bøger om emnet at miste, både til børn og voksne. Vi sætter fokus på, hvad man skal være særligt opmærksom på, når børn oplever sorg, og hvordan deres reaktioner kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Samtidig belyser vi, hvad voksne ofte har brug for i efterforløbet efter at have mistet en nærtstående, både følelsesmæssigt og menneskeligt. 

Disse emner er en naturlig og vigtig del af vores foredrag og undervisning.

 

Ved foredrag og undervisning har vi mulighed for at medbringe kiste, urne og rustvogn, hvis det ønskes. Ved gennemgang af rustvognen anbefaler vi mindre hold, så alle får mulighed for at se, høre og forstå de mange funktioner og detaljer.

Vi afslutter altid vores foredrag og undervisning med noget, deltagerne får med sig hjem, ikke kun i form af viden, men også refleksion, forståelse og en oplevelse af at være blevet mødt med varme og respekt.

Design uden navn (81)