
Information om rustvognen
Fronten
En rustvogn er en almindelig personbil, som er blevet specialombygget på et værksted. Hos Hairing Begravelse har vi en Mercedes E220-rustvogn fra 2022.
Kabinen i en rustvogn ligner en helt almindelig personbil, dog med nogle eftermonterede knapper, så man fra kabinen kan styre lys, gardiner og ventilation i kisterummet.
Bag dørene til førerkabinen er der to næsten skjulte døre, som åbnes med en knap i kabinen. Her er et rum til opbevaring af udstyr som kistevogn, båre osv. Rummet kan tilgås fra begge sider af bilen.

Bagenden
Kisterummet er ca. 260 cm dybt. Her er en specialbygget anordning, der kaldes en slæde. Det er på slæden, kisten sættes, og der er bygget ruller på, så kisten nemt kan køres ind i rummet. I enden af slæden sidder et kistestop, som fungerer som en sikkerhedssele for kisten: Når kisten er sat på slæden, sætter bedemanden et justerbart kistestop for enden af kisten. Det kan skrues stramt til, så kisten sidder ordentligt fast og ikke kan flytte sig i bilen ved hårde opbremsninger.
Slæden er forsynet med en bremse, så den ikke kan flytte sig, når den er trukket ud, og ligeledes sidder fast, når den er skubbet ind.
I kisterummet er der også kontakter til lyset og til stjernehimlen i kisterummet. Der er også en kontakt til at styre gardinerne og en kontakt, så slæden kan køres op og ned i højden.
Skriv til mig
Jeg står klar døgnet rundt til at hjælpe dig. Udfyld formularen nedenfor, eller ring til mig på 91 91 31 31.
- Østergade 25
8450 Hammel - Aarhusvej 10D
8670 Låsby

